Velkommen til Campingguiden.dk
 » Du er her: Forside Camping Nyheder Kroatien Tema: Holiday Village Jezera-Lovišća


Tilbage


Kroatien tema: Holiday Village Jezera-Lovišća


08.03.2009

Sommeren 2005 var vi på campingpladsen Jezera-Lovisca, der ligger på øen Murter ca. 20 km nord for Sibenik. Vi var der i starten af juli, og det var endnu ikke helt højsæson med overfyldte campingpladser.

Fakta: 22242 Jezera
+385 22 439 600
info@jezera-kornati.hr
http://www.jezera-kornati.hr
GPS: N 43.79197°   E 15.62748°

Tilkørsel: Der var motorvej helt til Split på det tidspunkt. Vi drejede af mod Murter og fulgte en helt tydelig skiltning mod øen Murter. Øen er forbundet med fastlandet med en bro. Det særlige ved broen er, at den kun er oppe 2 gange om dagen, men til gengæld i en halv time ad gangen. Det er den først på formiddagen (så vidt jeg husker fra 9.00-9.30) og om eftermiddagen (så vidt jeg husker 17.00-17.30). Så det var bedst at få udflugter til at passe med de tider, så man ikke skulle holde i kø og vente. Landevejen fra motorvejen var ok, men en smule ujævn. Kort efter man var kommet over broen dukkede campingpladsen op.

Pladsen: Campingpladsen var middelstor med ca. 400 parceller. Der var dog ikke parcelopdelt, så jeg vil tro, at antal kunne svinge noget. Den lå rundt om en bugt i terrasser, så mange pladser havde udsigt over vandet. Stort set alle køreveje var asfalterede. Det var kun ved de helt øverste parceller, der var grusvej. Der var rimelig skygge fra oliven- og pinjetræer, men der var ikke fuldkommen tilgroet. Der var strømstandere rundt om på pladsen, men fra de øverste pladser var der meget langt til standere. Man kan godt glemme alt om 25 m ledning – hellere det dobbelte.

Vand hentede vi ved en af facilitetsbygningerne. Vi lå lige midt mellem 2 bygninger. De var begge af ældre dato, men blev holdt rene af rengøringsdamer, der gik i bygningen hele tiden. Der var i alt 5 bygninger rundt om på pladsen. Den ene var helt ny, og måske er der sket fornyelser ved de andre siden. Der var toiletpapir og ved håndvaskene var der sæbe. De gamle bygninger bar dog præg af at være nedslidte, og i nogle af brusekabinerne løb vandet ikke ud så man enten stod og soppede i brugt sæbevand eller også måtte man stå og balancere på kanten. Der var ingen vaskemaskiner, men der var et vaskeri på pladsen.

Foruden campingpladsen var der lejligheder til udlejning, og vaskeriet tog sig af sengetøj og håndklæder fra lejlighederne. Man betalte i receptionen og fik en seddel som man tog med på vaskeriet. Så afleverede man sit tøj, og fik besked på hvornår man kunne hente tøjet igen. For vores vedkommende var det dagen efter. Tøjet vi fik igen var ikke kun rent, men også tørt og pænt lagt sammen. En vask kostede i 2005 ca. 60 kuna.

I pladsens reception kunne man booke udflugter. Ved siden af receptionen lå restauranten med udendørs terrasse med udsigt over bugten. Under restauranten lå baren, også med udendørs servering, og der var også en scene med forskellig aftenunderholdning.

Pladsens supermarked var ikke så stort, men havde et nogenlunde udvalg af varer, dog ikke rigtig noget kød og pålæg. Ellers var der et udmærket supermarked i Murter. Der var også indkøbsmuligheder og restauranter i Tisno, som lå i gåafstand fra pladsen.  Der var også tennisbaner og minigolf, og selve øen Murter var egnet til cykelture til de små byer.

Stranden: Pladsens strand fulgte bugten rundt. På den ene side var der betonmole med trappe, som man kunne bade fra. Der var også pladser, hvor man kunne have sin båd liggende. På den anden side af bugten var der småstensstrand, hvor vandet kun langsomt blev dybt, og derfor var meget børnevenlig. Der var bruser på stranden med ferskvand, så man kunne skylle saltet af. På den side, hvor der var småsten, var det bedst at benytte badesko. På den side, hvor der var mole, man kunne bade fra, var vandet så dybt, at jeg ikke kunne bunde, og der var det ligegyldigt med badesko. Hver dag kunne man deltage i vandgymnastik.  For enden af småstensstranden kunne man følge en asfalteret sti til Tisno, men stien var ikke oplyst om aftenen, så det var et meget mørkt stykke at gå. På pladsen var der også et dykkercenter, men der var ikke meget liv der, mens vi var der.

Sightseeing: På øen Murter er der små hyggelige byer – f.eks. Murter, Betina og Jezera. På fastlandet er der byen Tisno og ikke langt derfra Tribunj, hvor der ligger en flot marina og en lille ø med caféer og barer. Af større byer kan nævnes Sibenik med den store katedral og den hyggelige gamle bydel, Split med Diocletians Palads og palmepromenaden, tag på sejltur til Nationalparken Kornati, der består af 89 øer ud for Dalmatiens kyst – læs mere om Kornati her og ikke mindst en tur til Nationalparken Krka med vandfald – læs mere om Krka her

Se mange flere billeder fra Jezera-Lovisca her

Se Morten Smalbys billeder fra Sibenik her

Se Morten Smalbys billeder fra Split her 

Alle oplysninger om campingpladsen Jezera-Lovisca er baseret på vores oplevelser i 2005. Der er måske sket ændringer på flere områder, og har du nye oplysninger, som du kan tilføje siden, er du velkommen til at sende en mail til ak@campingguiden.dk

Tekst/Foto: Joan Petersen www.petersencamping.dk


 

 » Har du kommentarer eller tilføjelser til denne artikel

Er du velkommen til at skrive et indlæg i vores debatforum.

Sådan gør du: Klik i menupunktet debatten, debatten finder du øverst til venstre på forsiden. Nu er du inde på debatsiden, hvor du kan se alle 6 kategorier. Vælg kategori, vælg den tråd du ønsker at deltage i, klik på besvar indlæg, en dialogboks popper op, her skriver du dit svar og klikker på skriv, dit indlæg er nu gemt.

Gå direkte til debatten her




Campingguiden © 2007 · Betingelser · Annoncering · Kontakt os
 
Spørg om Kroatien Spørg om digitalt TV



Partner links: